Fortsættelse af JHM:::Skriften:::JHM

Fortsættelse af arbejdet med Forslag til nyordning af skriftkulturen i Danmark. Fællesbladet: Danmark.

Ethver land på jordkloden har sin befolkning, sit samfund bestående af levende mennesker. De mennesker er naturligvis alle sammen født af en mor og far og indgår dermed i det vi kalder, menneskeslægten. Når man bliver født kommer man ikke til verden, nej man kommer ud af moders liv og måske op til fars stolte hænder. Man kommer altså til livet, nærmere bestemt, menneskelivet på jord. Det sted, det sker, kaldes ens fødeland. Det glædelige ved at være blevet født, altså at være kommet til menneskelivet ifølge gudlivets egen natur kan udtrykkes på mange gode måder. Hvert land med sine befolkninger har sit sprog. Der kan være flere sprog eller dialekter i samme land, der således blander sig med hinanden på naturlig lydhør vis – det fødte barn tager dog aldrig fejl af sit modersmål i pågældende fædreland. Nej, det lærer hurtigt moders barm og stemme at kende og ligeledes faderen, der ønsker det bedste for sin elskede og deres fælles livsopgave med barnets opvækst. Fødelandet har et navn, det ligger et bestemt sted på jordkloden og det har sin helt egen unikke samfundskultur-historie at tage ved lære af og gøre godt med til det viderebringende, oplysende samfundsgode med vore efterkommere.

Det er i mine øjne, mit hjertes hørelse, fortsat en livsnødvendig opgave, at få hver vore landes samfund af levende mennesker, med deres respektive familier og tilhørsforhold, til at udvikle sig bedst muligt. Først og fremmest, så vi i hver vore lande kan blive fri for krig, vold, retsmagteri, hungersnød og fattigdom. Og især, når det kommer til vore nabolande. Vi skal elske livet og omgås hinanden med næstekærlighedens agtelse. Det samme gælder vore landes indbyrdes forhold, nabolandene.

Opstår der trykkende forhold i et land, et samfund, bliver det næsten altid også at mærke i nabolandet. Fordi, ja fordi vi jo hænger sammen som et menneskeslægtens kød, der gør, hvad vi kan for at indrømme vore livs hjertelige erfaringsgode i forsynet af, at menneskelivet på jord skal være et godt, rart og menneskeligt varmt sted at leve. Nabolande kaldes sådan, nabolande, fordi vi lever i samfund, der har ledelse nødig til at forestå en oplysende udvikling med hver vore befolkninger og lande imellem. Der er landegrænser, der markerer ansvarsområdet for pågældende befolkning, deres adfærd, ledelse og oplysende udviklingsmåde. De skal opretholdes, men jo altså ikke sætte mennesker, der lever i grænseområder under pres derved. Sagt med andre ord: Når menneskelivets samfund på jord udvikler sig, sker det over én kam. Vi kalder det også: Verdens tryk. Derfor, ja derfor skal vi være bedre til at udligne trykkene mellem hinanden og vore respektive lande. – Ligesom det kan være rart at slå en ordentlig prut efter et godt måltid mad, kan det i sandhed også være rart, hvis den prut et land, en befolkning, der har levet under trykkende omstændigheder slår, ikke afstedkommer krig, død og ødelæggelse, mellem mennesker, nabolande og deres befolkninger.

De åndsforstandige, oplysningstro, naturpræster og lignende har gennem århundreder fungeret som trykudlignere i livet eget medie, så tro, håb og kærelighed, ja den opløftende og oplysende sandselighed, ville kunne bestå i pågældende samfund og dermed komme de nyfødte og de almindeligt arbejdende mennesker tilgode. F.eks. var det elskværdige menneske, Dalai Lama, på rundtur i de vestlige lande og minde os om den almindelig-menneskelige hjertevarme i livet. Ligeledes har hjertegode danske præster fungeret sådan igennem århundreder. Altså ved bøndernes hjælp…

Alle de hellige, mennesker med sands for livets eget hellige, helende og helbredende foretagende på jord har igennem hver deres traditioner, i hver deres lande og samfund, gjort et kæmpemæssigt stykke arbjede for at tilvejebringe fred og fødedygtige livsvilkår på jord, ja til gavn for vore efterkommere. Det åndsarbejde bliver, såvidt jeg kan mærke, indrømmet og anerkendt i vor tid. Samtidig med at nye, glade toner og samfundudviklende tiltag er på vej. De mennesketrolige indsatser, vi alle har haft indflydelse på eller spillet en rolle i som arvtagere af vore respektive samfund med deres hjertegode livserfaring, i slægters gang, føder nu en frugtbar ånd eller sandselighed, vi kan arbejde videre med. Og det skal vi gøre, i hver vore lande, med hver vore hjertegode befolkninger. Vi skal finde indtil den oplysende midte i hver vore lande, uden at glemme de daglige fornødenheder og arbejdet dermed.

Når det kommer til regerings-ledelse har der tidligere, ofte været vanskeligheder med hierarkiske opfattelser i befolkningerne. Når lederen stod i magt skyldtes det ligesåvel at pågældende befolkning opfattede ledelsen som magtudøvende og altså følte sig undertrykt af pågældendes beslutninger. (Man glemte ofte, at regeringsledelse var afstedkommet af befolkningens egen natur og så at sige, åndelige, for ikke at sige uoplyste livsmåde).  Vi kender også den konflikt som en enten-eller-konflikt. Eller, bruger vi det politiske sprog derfor, en udenrigs-indenrigs-konflikt. Hvad der foregår i et land, med dets befolkning, altså indenrigs, ja det sætter også dagsorden for det udenrigsmæssige. Og ethvert land har jo flere nabolande, som det skal forholde sig til. Sådan er politik eller med andre ord: politisk rationalitet.

I Danmark havde vi engang vikinge-høvdinge. De kom op at slås om alt muligt, ja det blev ligesom en del af det at blive mand, at bære sværd og hugge et par stakler ned. Det var grusomt. Sådan var det i gamle dage og man kan vel både nævne samuraier, djengis-khanere, jihad-krigere, romere og romantiske riddere i den forbindelse. – Vi udviklede os af det, her i Danmark. Og det gjorde vi i kraft en oplysningtro, der bestod i at gøre sandfærdige og ærelige indrømmelser af det menneskelivet på jord måtte dreje sig om i det lange løb. I al evighed, kalder vi det lange løb. Som sagt gives der i et hvilket somhelst samfund, åndsforstandige og oplysningstro mennesker, der udligner og gør sig erfaringer med at være menneske, tillige livserfaringer omkring det almindelig menneskelige, såsom at føde børn, søge og arbejder for næring, samt at glæde sig over livets vidunderlige foretagende som det vokser og udfolder sig. De livserfaringer står derfor i vort kød, som vi siger. Og dem skal vi gøre brug af, bekræfte og lade os oplyse os af.

Danskerne samlede sig med tiden omkring kongehuset. Der var kun plads til én konge, såfremt der skulle være fred i Danmark – og det blev så til vor kongetro, VIkongen. For at få de gamle høvdinge til at afholde sig fra at kriges, måtte de og deres sønner, deres arvtagere, først lære at sætte større pris på freden i og omkring vort skabende fællesanliggende som mennesker i slægters samfundsudfoldende gang. Det lærte vi med tiden i navn af ærelighed og kærelighed via benævnte oplysningstro. Den troslære, med sine menneskelige indsigter, udsprang blandt andet af kristendommens grusomheder. Det var den romersk-katolske kristendom, som danskerne eller nordens folk i første ombæring to ved lære af, ja for vi sloges jo også med oldtidens romerne. Med tiden blev det daværende danske kongerige derfor til et samfundsforvaltende foretagende, hvor kongens ord var lov. Gud-Konge-Fædreland lød devisen dernæst om vort kongetro samfundsforetagende. VIkongens hjertegode og naturlige udvikling på vore egne, blev med andre ord skrevet i glemmebogen af den romerske-katolske kirkes latinske præster, i deres henhold til det romantiske pavedømme, hvor pavens ord ikke blot blev betragtet som lov, men sågar guds eget ord. Og alt blev sidenhen sammenrodet for os, så ingen danskere efterfølgende har kunnet foretage sig noget, uden at knække både pinden og lorten, som man siger om de drenge, der stikker vandrepinden i kokassen, så kokagen kan stinke og pinden ikke bruges til stort andet end at klø sig i røven.

Den kristne troslære, der siden kom til landet Danmark, blev altså ret hurtigt sammenblandet med både gud, kongen, fædrelandet, modersmålet og bar røv og seler. Opfattelsen af samfundsorden og samfundsforvaltning blev således misforstået, ja det blev opfattet som hierarkisk, fordi det virkede ud fra hierarkiske ordner. Ligesom Windows filsystem med systemfiler. Opgøret med den måde at tænke, forstå, føle og sandse sit liv på, skete i kølvandet på reformationen, som den fandt sted i hele Europa. Danskerne fulgte Luthers udgave af den reformation. Og som jeg skrev i sidste artikel, JHM:::Skriften:::JHM, så handlede den reformation om skriften og ordet, altså om ret, stemmeret, ja almindelig menneskelig ret til sit eget køds oplysende opvækst med sigte for samfundsudvikling i det hele taget. Først omkring 1850 kom Danmark fri af det gamle Kongeriges samfundsforvaltning. Kongen eller kongehuset, som vi også kalder det, blev dernæst fri for at stå ladet med den magt, som åndsvage gnallinger førhen skød de kongelige i skoen. Ja, altså, så det oplysningsarbejde, som kongeslægten sådan set havde forstået nødvendigheden af i sit hjertevarme forhold til den danske befolkning, ikke gik tabt. Den Oplysende Enevælde, som gud-konge-fædrelands-forstanden havde kultiveret den danske befolkning i henhold til, under indflydelse af den romersk-katolske kirkes løgn og latin, blev således i kølvandet på reformationens oplysningsbevægelse i Europa til Det Oplysende Folketing.

Danmark har som land med en befolkning derfor 150 års erfaringer med at oplyse, undervise og lade ligeværdige, næstekærlige forhold mellem mennesker forplante sig. Ligeledes har der været arbejdet på, at få folketingets lovgivning til at virke, uden al for strenge krav, jeg mener, uden brug af den gamle magtsymboliks sprog med sit lov-og-retsmagteri. At folketinget blev det nye ledelsesorgan betød først og fremmest, at magten ikke måtte stå i få hænder, ejheller udgå fra samme slags samfundsgruppering, såsom dem, der sad på godset. Det arbejde fortsætter vi med, omend ikke ud fra magtens korrumperende erfaringer og misundende projektioner, nej, for vor oplysende ledelses-erfaring fortæller os jo, at den fornødne magt, der overhovedet er brug for er livets egen. Den oplysende og forstandigt givne egenmagt ved vort ærværdige kød. Og ikke mindst af den grund gør vi som sagt, fordi kravet eller betingelsen for, at vi som befolkning kan videreudvikle os på baggrund af de hjertegode indsigter, vi har gjort os, er: At oplysningsvirksomheden som et helligåndsbringende, helende og helbredende foretagende som det livets samfund, det er, kommer på plads. Indrømmes. – Og dertil hører jo altså det ærlige udtryk som menneske.

Det Oplysende Folketing med sin demokratisk-parlamentatiske facon, fungerer med andre ord ikke, såfremt befolkningen ikke har øre for det. Og det handler om sprog, nærmere bestemt vort danske modersmål. – Der er jo immervæk forskel på at kalde vort samfunds folketingsmæssige ledelses-organ for demokrati, der jo kommer fra det oldgræske, og så at kalde det for oplysende folketing. Ligeledes er der forskel på at kalde vor nuværende leder på posten, Lars Løkke Rasmussen, for Danmarks Folkevalgte Leder og så på at kalde ham for, Statsministeren, eftersom statens tankegods jo også er oldgræsk, mens minister kommer fra den romantiske latin, der kom til landet med den romersk-katolske kirkes justitsale røvhuller. Minister betyder, oversat til dansk, håndtering. – Jeg gentager min hovedpointe: Det Oplysende Folketing med sin folkevalgte leder, fungerer ikke uden almindelig hjertegod livsførelse i og omkring levebrødet, vore måder at arbejde på og indrømme næsten på sin ligeværdige kærelighed. Herunder også det sprog og de tænkemåder, vi gør brug af til at håndtere hver vore liv og til: at tage trykket. Og det sidste gælder især skriftkulturen i samfundet.

Baggrunden for brugen af skrift i Danmark er altså: Ønsket om at tilgodese ethvert menneskes stemmeret, med andre ord, at tilgodese vor hørelse som personligt menneske, der lever i samhørighed med vort, livets eget samfund. Og det ønske står, som jeg var inde på det i sidste artikel, og som jeg således nu gentager med nye ord for det samme: I forlængelse af livets eget medie, altså menneskelivets udviklingshistorie på jord. Jeg gentager: Først blev danskerne overrendt af den gamle adel, der i henhold til gud-konge-fædrelands-forstanden under dens indflydelse af den hierarkisk opbyggede romersk-katolske kirkes løgn og latin, havde hoved, hals og håndsret over bønderne, arbejderne eller bare, som man sagde, over folk og fæ. Den misforståede, ja ligefrem løgnagtige bibeltros indflydelse på danskerne. Dernæst blev de overrendt af fine uddannelser i henhold til diverse akademiske ligestillings-ideologier, der således imidlertid stadigvæk foregik på fremmedsprog. Især, fordi de videregående uddannelser i det danske land ikke ønsker livsoplysende undervisning og livsudviklende foretagender omkring vort jordnære og kropsnære liv! - Endeligt førte det til, at danskerne blev overrendt af en total håbløs frihedsdyrkelse, hvor der hverken var hoved eller hale i nogen verdens ting. Og så kom computeren eller rettere sagt den personlige computer, PCen, så vi nu ville kunne arbejde os ind igen, ud fra de åndsforstandige og oplysningstro menneskers beherskelse, også kaldet forkyndelse af vort hjertegode livs erfaringer. Og dermed som en sidegevinst irettesætte det dumme svins løbske logik i bank-og-børsverden, statsadministrationen og ikke mindst Universitas est in profundis-banden. - Begræsningen, hvad forkyndelsen af vort livs erfaringer angår, er imidlertid, at det ærlige oplysningstro bidrag, som det åndsforstandige, personligt ansvarlige menneske ønsker at give til vort samfund – og med agtelse for vore nabolande - kun meget vanskeligt kan komme befolkningen tilgode, når der ingen fælles offentlighed, samhørende platform er at aflevere det til.

Der er ganske vist rig mulighed for at udtrykke sig i det danske samfund, og ikke mindst nu, hvor læse og skrivefærdigheder er indskolet. Ja og ikke mindst nu, hvor vi som sagt, kan skrive en hel masse i endeløse baner på en personlig computer, i en bog, en roman, en rapport, en artikel, et digt, en lov, et brev… Alle der kan skrive lever med andre ord under den ligestillende indbildning, at de også er skriftkloge. Ud ryger med andre ord alt det livskloge - også det livserfarne, der måtte være omkring skriftens indflydelse på den danske befolkning -  og ind kommer alt det ulækre, hævngerrige, hånlige, spotten, vreden, hadet, ja alt det undertrykte som den danske befolkning har levet med gennem årtier og århundreder på grund af manglende indrømmelse af vor hjertegode sandselighed som almindeligt menneske, der sparker røv i elskværdig forstand. Den samfundskulturelle arvesynd i det danske kommer med andre ord til udtryk. Ja og det er vel godt nok, når det opfattes og høres på hjertelig sigtende vis, så vi ikke fortsætter med at gentage dårligdommene i og omkring vor samfundskulturelle historie. Ejheller omkring vore institutioner og deres indflydelse på at lade det oplysende, samfundsudviklende, dannelsesforetagende bestå, forgå og genopstå med friske åndskræfter.

Avis-kulturen i Danmark, det vil sige: Jyllands-posten, Berlingske Tidende, Jydske Vestkysten?, Information, Politikken, BT, Ekstrabladet, ”Amtsaviserne”, lokalbladene – de indgår i det vi kalder offentligheden og drejer sig derfor om åbenbaringen af vort samfundsoplysende potentiale. Hvad skriftlig mediering deraf angår. Derfor har det naturligvis i årevis været en pestilens af læse avis, jeg mener, journalister har jo ikke nævneværdig forstand på hverken sandhed eller sandseligheden omkring skriften i lyset af vor samfundskulturelle bevægelse og ikke mindst: Det Oplysende Sigte. Ja, altså, jeg tror såmænd, at lokalbladenes journalister er dem med det største oplysningspotentiale omkring skrift, hvis ellers de fik hul på bylden. - Grunden til, at det er sådan, ja det er naturligvis historie, altså bare sådan det udviklede sig, men jeg mener: Redaktionel ansvarshavende, den kobling til lov og ret, god tone og hvad fanden i helvede i nu ellers kalder anstændighedernes røvslikkeri, den kobling er nøjagtig den samme som hele skole-kulturen, kravene om forsknings-frihed og lignende, har måtte døjes med. Kort sagt, efterslæbet af hierarkisk og retskrivende tænkemåde. Og sålænge det er sådan, bliver ordet, vort kød, undertrykt.

Mennesket kan ganske enkelt ikke lære at udtrykke sig på ærlig oplysende vis i skrift, sålænge gammel lov-kulturelle opfattelser og retsmagteri løber indover og danner modstrid hos…, ja plører rundt i samfundet som var det en kulørt kolort. For slet ikke at tale om den gabestok, som aviskulturen har udviklet sig til at være. Jeg mener, der er da ingen almindelige mennesker med sands for samling, der kan holde til det svineri, for ikke at sige, hvad der kommer ud af det på længere sigt. Nemlig: Intet og det, der er værre: Børn opvokset i sorg som om det var glæden. – Sagt på anden vis: Én ting er at kunne udtrykke sig ærligt, med hjertet på rette sted i sit personlige ansvar for udviklingen af al vort, mens en anden ting jo så er, at der er mennesker, der lever af det. Prøv lige at sige det én gang til i ordets samfundsoplysende forstand, ja den der kan indrømme vort kød som mennesker, vor samhørighed i sin levende forvandling med livets samfund i Danmark. Der opstår altså forskellige åndsudtryk og sprogbrug på baggrund af tilgangen til skrift, håndelaget med det og det daglige arbejde, man ellers er beskæftiget med. Og for at den meddelelse, der så bliver skrevet og sendt ind til avisen – ja én af dem! - så hørt kan blive af dem, det måtte vedrøre, skal…

Tænk engang taknemmeligt over det. Satte man nu bibliotekarere til at håndtere det fællesblad, jeg taler om, ved de forstandige overskrifter, jeg har nævnt - så vil det kunne blive langt mere givende, at vi udtrykker os forskelligt i samme, livets samfund. Desuden vil landets gamle instanser ikke skulle ligge i konstant strid med ytringsfriheden i medier og hvad der er sagt eller ikke sagt på skrift. Det vil med andre ord blive muligt at tage ved lære af mangfoldigheden, medfødte holdninger, samt tillige at løfte modersmålet op til fædrelandet, ja det danske hjertes forstand, så vi ikke længere behøver at tale med røven eller sværdet. Det ville være en sand befrielse. – Layout-folket på avis-redaktionerne rundt omkring i landet, vil naturligvis kunne hjælpe til med det her. Og endeligt vil de journalister, der gerne vil ind til den oplysende sandselighed omkring skriften, ja sådan set i egentlig forstand komme ind til det medierende udtryk af kærelighed til al vort, naturligvis også finde deres plads – mens atter andre journalister måske så ville kunne tage sig af udlandsstoffet (og jo altså ikke det fra nettet). Det nye udland bliver, som jeg har skitseret det, vore nabolande. For holder vi fast i det, kan det ligeledes blive sådan jorden rundt; næstekærlighed og nabolande-kærelighed. Resten af udlandsstoffet kan de elektroniske medier, der blander lorten sammen i forvejen, så tage sig af. Desuden kan man på den måde opretholde en kontrast, så ingen af delene løber af med os, udi diverse blindgyder eller manipulerende politiske farver. Ytringsfriheden kan på ingen måde være forbeholdt journalister og da slet ikke dem uden sandhed i menneskehjertet, altså dem uden agtelse for vor fortand.  

Og hvad billede-journalistik så angår, ja de kan jo lege videre med deres romantiske fotogener og elektronisk apparatur, så ordets hørelse, altså hørelsen for vort menneskelige kød i slægters gang, livets gang på jord, ikke bliver ødelagt eller forstyrret mere end den er i forvejen. Jeg mener, bladet Danmark skal være forebeholdt ytringsfriheden i skrift. For den danske befolkning er slet ikke klar over, hvor meget livgivende og oplysningstroligt arbejde, der er foregået de sidste mange år og hvor meget, der skal indrømmes – fordi det ikke har kunnet indrømmes på god vis, til gavn for hele vort samfund, sådan som tingene har været. Og det vil det skriftligt medierende håndelag i sin ærlige forstand kunne hjælpe til med, fordi vor samfundskulturelle historie, vort kød, i forvejen er adfærdsreguleret per retskrivende vej via det tåbelige institutionsbyggeri, der ikke formår at ændre sine navne, ejheller derved vor åndelige, oplysende orientering. Altså hjælpe til, såfremt, der kommer hul igennem i samhørende forstand, så kontrasternes frugtbare mangfoldighed kan tjene al vort. Den retskrivende indlæring skal udskrives, for helvede, kan I ikke fatte det: Man går jo som regel heller ikke ind ad døren, for dernæst at gå ud ad vinduet, vel.

De mange stridigheder, der har været omkring, ja dit og dat og udtrykkene derfor, har sådan set dræbt menneskers åndelige, almindelig oplysende udvikling i det danske samfund. Det gælder ikke mindst kirkens afmægtige, ja slatne udtryk for oplysning, ved sin fastholdelse af det sande danske hjerte, den naturlige, vikongelige kærelighed i vort danske menneskekød, på sin forpligtelse ved et liv i justitsias-mohammed-jødestatens skruestik. - Rent ud sagt har man igennem flere århundreder forkyndt jødisk ånd ind i kødet på danskerne via kirken, desuden har man rendt rundt med et fedtet latin-legeme, for at få tingene til at stemme overens med universet og retstatens justitsiale idioter. De sidste har så imellemtiden brugt tiden på at få maarstricht-traktaten til at stemme overens med dansk lovgivning, jaså nu styres vi alle sammen af menneskerettighedernes simultantolkningsudstyr, uden at være givet ret til vort eget kød på dansk!!!   

Vi lagde våbene i Absolons hjelm til fordel for freden, kærelighedens soning og oplysende udvikling af vort samfund. Og opstod der stridigheder, undlod vi at gøre ondt værre, ved at tage trykket i skriften på så ærlig og redelig vis som vi kunne. Jeg ønsker ikke, at skriften skal fungere som et våben og derfor er der ikke andet at gøre for Jer, for Danmark end at adlyde, hvad jeg har sagt og foreslået. Luk de kulørte lamper ned, altså de gamle avis-traditioner, og begynd at arbejde med det, jeg forelægger Jer, så landets gamle traditioner kan forvandles på en ordentlig måde. Ved fælles hjælp. – Kirken, Kongen og Folketing står for den åbenbarende og oplysende udvikling af vort samfund, men de kan ikke følge med, såfremt det gamle arvegods, de samfundskulturelle arvesynder i vort danske kød, vort modersmål og så videre, ikke bliver udskilt til fordel for vort oplysende og livgivende hjertegods. Endeligt kan tilkomne, der lærer dansk, ejheller komme af med deres hjerte for udviklingen af menneskelivets foretagende på dansk grund. Og seså skider man på hele formålet med læse-skrive-sprog-færdighederne: Sigtet med at komme fri af Skriften (Biblen) til fordel for indrømmelsen af skriftlighedens håndelag-sindelag til brug for oplysning, oplevelse, oplivelse på ligeværdig åndelig vis. Ja som en læge med hjertegode hænder eller en håndværker, der lægger kærelighed, stolt glæde i sit arbejde.

Fatter I ingenting?

Uanset, hvad I siger, så vil og skal det gamle Danmark bestå. Og det er jo som bekendt FREJAS sal, der jo betyder frej. Og for at det kan lade sig gøre i en stolt og glad levende udvikling af vort hjertekære liv, med næstekærlighed og agtelse for vore nabolande, så skal landet Danmark kunne fastholde sin oplysende midte, sit oplysende sigte, sin bærende midte. Bladet, DANMARK, som jeg taler for, vil skriftligt kunne hjælpe til med det forehavende, indrømmelsen af det forsyn. Og uden dermed at lukke sig inde omkring sig selv. Forstår I det? Forstår I det latterligt utro og dermed ubegavede mennesker i det danske, forstår I det, syndige lutheranske præster balsameret med universitas est in fis profundis, nu hvor det er 150 år siden, at vi sagde farvel til den arv. Forstår I det, Statsministre. Forstår I det justitsiale hængerøve, nu hvor det er 2010 år siden at I slagtede to-årige børn på grund af angsten for at miste højesteretten. Forstår I, hvad ægteskabende samfundsudvikling er i oplysende åndsforstandighed på dansk, som almindeligt menneske, vel at mærke? Ja, åbenbaren og ligetil, som man er født og skabt!

Jeg spørger bare, for ser I ellers bliver Morgenstjernen ikke til Nordstjernen! Og hvad tror I så, den bliver til?

De ”institutioner”, der førhen blev administreret fra ministerier, der igen var under indflydelse af folketingets lovgivningsvirksomhed, de bliver stadigvæk betragtet som nødvendige på grund af den logisk tvingende nødvendighed, der blev indført med statsfunktionalismens design. Og det er for det først ufrit, fordi ordet dermed ikke bliver hørt på sit forstandige udviklingsforetagende med og ved vort almindelige menneskelige kød. Jeg mener,  navnene på de institutioner er netop koblet til institutionel system-tænkning, ja under navn af statens konstitution. Og der vil altså blive ved med at være oppe og nede eller oppe fra og nede fra, sålænge den kategoriske hierarki-tænkning er gående som vejledende. F.eks. ligesom systemet i Windows. De styrende filer kaldes blandt andet root – arkiver og bliver de hacket, så bliver magten taget fra personen, der ejer og bruger computeren. Computerens software bliver måske ødelagt. Men nu, med det hersens online-levende-et-eller-andet-net, er der også nogen, der blot lægger filer ind, så de kan kigge med ved at følge ens aktivitet – og derved manipulere vor danske ånd og sandselighed i en bestemt retning omkring skrift og læsning. Jeg tror det værste er overstået med den perverse form for ballade og administration. - Sammenligningen her angik imidlertid, hva’ der er op’a eller ne’a. For se root-filerne er betingelsen for at computeren sætter igang, de er altså grundlæggende og bliver derfor opfattet som fundamentale, altså nederst. Ja eller på én gang øverst, altså vigtigst, og nederst, fordi de som sagt er af grundlæggende betydning eller ligger dybest i forhold til brugerfladen. Enten-eller angår således det samme, samme ting, samme navn. – Det er bare ikke menneskets sandselighed, nej, for den lever jo, den er ikke placeret. Den er ikke en fil. Og dog har den et navn. Jeg hedder Jens Haarup Mortensen og det er mit hjertes navn; det indgår i min livsbetingelse som menneske af livets egen slægt.  

Det, som det fortalte os var, hvordan overvågnings-samfund, hvordan system-samfund, hvordan veldesignede, velkonstruerede modeller for samfundsforvaltning – også kaldet management-teorier/software-i-sin-udveksling-med-hardware – i deres kultiverende konsekvens tager magten fra hele samfundet, altså åndsviddet, mennesket, dernæst folkeviddet. Ligesom Tvind-skolen. Ligesom Christiania var i gang med det, med omvendt fortegn. Og nu, ligesom den offentlige sektor, altså statens hele system, via blandt andet et uddannelsesvæsen, der har indkodet en ledelses-ansvarlig del af befolkningen på en tilsvarende måde. Det er forklaringen på stress, velfærdsstatens sygdomme, ja som nogen dør af og de fleste aldrig bliver helbredt fra igen. Det er 20-30 år siden, at det her var klart, så Jer der i mellemtiden er fortsat med at opretholde lorten, uden at høre efter, ja I bliver i sandhed dømt, al den stund, at I opretholder domstolene i løgnens skattestatslige tjeneste, satans navn. Desværre ved vi imidlertid godt, at I sådan set er mestre i projektionens skyldsforladende kunstarter og altså mestre i at føre skylden ned i hjertet på uskyldige børn, unge og sagesløse mennesker.

Jeg var inde på det sidst, i sidste artikel: Koblingen af skriften med matematisk-logiske teknologier-teknokratier. – Grusomheden omkring dét er: At der er alt for mange mennesker, der har fået koblet ordet i livet, altså vort hjerte, vor handlekraft, vor sandselighed i sin naturlige, personlige udvikling, til skriften. Og det er blandt andet den falske forkyndelses skyld, gennem århundreders teologik. Og dernæst den akademiske stats folkeskole.  Ja, altså præster lå i strid med de naturvidenskabelige logikkers sprog, fordi de sprog er baseret på iagttagelser af universet, samt gamle, oldhistoriske idéer, såsom atomer, grundstoffer, ja legogland og med lov skal land bygges. Tabt gik dermed det livskloge sprog, det åndsforstandigt oplysende og udfoldende, så opleves kan. Altså den medfødte ånd, som vi har nødig, så vi kan sandse og håndtere vore liv, samt tale om tingene til gavn for livets egne sandheder omkring vore mellemværender, vort samfund. Ja og dermed nærme os et helbredende, sandfærdigt og ærligt foretagende via vor personlige indrømmelser af menneskelivets eget vækstvilkår på jord. En bedre, sundere, raskere livsførelse ud af vor egen hjertegode natur. Ikke mindst, når det kommer til oplysningsvirksomhed og fredelig udveksling mellem vore lande på jord. - Den ånd, der gik tabt, er stadigvæk at finde. Den skal bare indrømmes. Og dertil behøver vi sandfærdig og ærlig måde med vort oplysende samfunds potentiale, også når det kommer til skriften, dens brug: Samhørigheden omkring det danske liv, som også brugen af vort modersmål bekræfter.

Jeg mener, vor forvaltningskultur er desværre faldet tilbage i en system-ånd, på grund af det her computer-apparat. Ja, det afslører sådan set hele den administrative-teknokratiske-fornufts-ånd, der løber helt tilbage til de første opbyggelige idéer om samfundshåndtering (på baggrund af systematiske grusomheder). Af samme grund kan man ikke trække den personlige ytringsfrihed tilbage, ejheller aviskulturens brug af skriften og avis-mediet. - Aviskulturen sidder med andre ord fast i romantisk-oldgræsk åndsvirksomhed og mærker derfor et hvilket somhelst tiltag i det danske samfund som et spiddende stik i hjertet. Det vender de så om som var de sande frihedskæmpere. De er ”sindssyge” i ”medie-verden” og den ånd formidler de, fordi mediets mellemværende, omdrejningspunkt, er universal-tekno-logisk, masseforførende ligheds-ideologi. Af samme grund er det uhyre anstrengende at være ærlig i skrift, ja altså fordi, at man ikke kan styre omvendelses-mekanismen omkring enten-eller-teknologi; den matematisk-naturvidenskabelige arv med sit gallimatias af atom-fysisk, celletænkning, DNA, hjerneforskning, køns-sygdomme, der sidder i penis og således lader os med angst for seksuel udfoldelse, Ja det kunne såmænd også være afskæringen af babser på kvinderne, de sidste årringe; for det er samme usandsynlig stupide forvrængning af vor medfødte sandselighed med sine ellers levedygtige og helbredende åndskræfter. - Åndskampen med skriftlighedens udtryk for den sande hørelse af vort kød er med andre ord oppe imod den naturvidenskabelige-universaliserende-system-tænkende-rationalitetsform, der som velkendt eksempel har 6 millioner jøder på samvittigheden. Altså angår den vort hjertelige arvegods som almindelige mennesker, vore livsgode indsigter i almindelige slægtsmæssige forhold, samt den næstekærlige agtelse, ånd og sprog, der tilvejebringer god forstand på livets samfund, med sine lande, sine befolkninger og oplysningsvirket derved. – Skriften er ikke ordet, men skriften er også, i kraft af vor taleerfaring, lyd. Og derfor kan man vække hørelsen hos sin læser. Det kommer de strigente logikkers kulturer med sine årsagsamøber aldrig til, hvorfor det er vigtigt, at vi får lukket universitetet og desuden oplyst en ny lægelige virksomhed, så de medicinal-teknologiske læger ikke skærer flere babsere af danske kvinder på grund af deres perverterede seksual-livs-erfaringer, gjort i ungdommens ånd, altså i samme livsperiode, hvor de fulgte forløbet med dissekering af legemet uden navn og lige havde lært om faldloven for masse, altså tyngdekræftens årsagsbegreb. Det koster at skære i døde kroppes ånd.

Fri af den gamle aviskultur, ja, det skal vi altså. Først nu kommer vi fri af den system-logiske-ligheds-ideologiske sammenknytning af vores alle sammens røve. Men ikke før nu og hermed, altså ifølge det sigte med bladet, jeg har forelagt Jer. For ser I, det er først nu, at vi kan bruge skriften som et almindeligt håndelag til at køre møg ud på møddingen. Dels udrense galskaben, udligne tryk, men ligeledes lade dem gå i forrådnelse, så der kommer gødning ud af det. Mellem os som mennesker og til gavn for al vort danske i sin videre udvikling og mellem vore nabolande til gavn for menneskelivets hellige foretagende på jord. Og endeligt kan vi dermed også komme fri af den rets-kultiverende sandselighed med sit svineri i kæreligheds-retfærdigheds-ånden, altså kirke-staten-idiotien og jesus-mohammed-messias-lorten. Ja, I ved nok det foretagende, der har stort set samtlige former for ulykkelig kærlighed, skilsmisser og delte børn på samvittigheden. - Ordet, vor kød som sande og ærlige mennesker, kan nu og hermed blive et evighedens faktum i det inderste af VORT liv på jord og altså rengøre vor samfundsvirksomhed i oplysende forstand.

Nå, tabt I tråden, sataner? - Det er ikke ligegyldigt, hvad I kalder de ”institutioner”, der dels skal fungere i vort samfund, dels forvandle sig. Altså en institution, der tager sig af misbrugere, skulle jo nødig fortsætte og blive til tradition. Det samme gælder sygehusene. Og det er såmænd det institutions-kritikken, system-kritikken har handlet om i 2010 år. I bliver derfor nødt til at høre efter og gøre som jeg siger med bladet fra munden af vort danske kød, Danmark. - Navnene på de instanser, der er opstået på naturlig vis og som bærer vort samfund videre, først og fremmest kirken, kongen og folketinget, eftersom deres virke i sandhed er blivende, skal findes i vor ærlige samhørighed. Kirken, fordi vi skal have et sted at begrave vore døde og prise kærelighedens oplysende ånd mellem mennesker. Kongen, fordi det er det gamle Danmarks slægtsforetagende med et hav af hjertegods til brug for oplysningen af danske mennesker. Også med hjertevarme for tilkomnes ligeså store menneskehjertlige potentiale. Og folketinget, fordi det skal forestå den helligåndsbringende forvandling mellem os, derfor også den helbredende, oplysende udvikling af de ”institutioner” vi så er nødt til at forvandle. Altså forvandle ved at lade dem komme til udtryk via de personer, der arbejder i dem.

F.eks. har jeg nævnt land-hav-og-skovbrug. Det er ikke en institution, men et fødedygtigt landskab, der forsyner os med mad og natur-oplevelser. Og det er sådan vi skal frem, altså det sandfærdigt og ærlige, nogen vil måske sige saglige, omkring den forstandige overskrift, skal forblive. – Og i den forbindelse består fristelsen til at lave overskrifterne om i tide og  utide vel også. Det skal vi naturligvis undlade med det nye blad. Overskrifterne i det mellemlag, jeg her diskuterer, vil forvandle sig, men de skal fødes ud af de debatter, de erfaringer, der gøres og kommer til udtryk i pågældende rubrik. F.eks. nævnte jeg også betonparkerne. Blandt andet for ikke at kalde dem ghettoer. Vanskelighederne, der var oppe at vende omkring Vollsmose for eksempel, de handler jo ikke bare om indvandere, nej, de handler også om, hvordan man overhovedet kunne komme i tanke om at bygge sådan noget firkantet skrammel med numre på. Men det fortæller byggebranchens historie jo, samt den administration og administrative ånd, den har været koblet til: Der skal holdes gang i byggeriet, for nu har vi jo uddannet håndværkere og så skal de jo også have noget at lave, ja, for ellers falder det hele jo sammen. Og den faglige stolthed går jo tabt, så man ingen værdighed længere har…  

Som jeg har ladet bladet, Danmark, så bliver der altså tre lag. Kirke-kongen-folketing, dernæst ”institutions-danmark” og endeligt atter noget ganske blivende, nemlig vore sted-områder. Hvordan folk så sender ind og skriver, ja det kan man jo ikke helt og aldeles bestemme på forhånd, men det betyder dog noget, at overskriften såvidt muligt overholdes, så ærligt som muligt. Ja og ellers kan man jo bare skrive under rubrikken af sit sted-område, der hvor man har sin gang. Skulle jeg gøre sidstnævnte, ja så behøvede jeg kun rubrikken Jylland, dernæst kunne jeg så skrive mit navn, Jens Haarup Mortensen og byen, jeg bor i, Brande. Desuden vil man jo altid kunne indlede med sin egen overskrift. – En anden måde at se de tre hovedinddelinger på kunne symbolsk sagt være: Skriftens gamle kulturer, tale-kulturen og endeligt snakke-kulturen. Og sigtet er jo at tilvejebringe en samhørelse af al vort levende, hjertelig sande livsgode på ligeværdig vis.

Endeligt vil jeg sige: Det her vil sætte mange gode danske hjerter fri til ikke blot deres eget, altså personlige liv som menneske, men også deres kreative evner, indenfor det/de håndelag, de dyrker og tjener deres brød ved. For hør, ligesåvel som vi skal agte godt håndværk, godt landbrug, godt plejearbejde, godtsigtet, jeg sagde sigtet, lovgivningsarbejde - ligesåvel skal det skriftlige håndelag agtes ved sin personlige forstand. - På samme måde skal det også forståes eller opfattes i et viderebringende sigte: godt håndværk fører ikke per automatik til godt byggeri. Og sådan kan man også sammenligne med brugen af skriftlig virksomhed: Skriftlighedens håndelag fører ikke per automatik til oplysende forstand i VORT DANSKE SAMFUND. Især da ikke, når der ingen samhørig platform er.

Glemte I lige lovens envejs-kommunikation i sit cirkus, glemte i lige kirkens envejs-kommunikation i sit cirkus, glemte I lige retsamfundets envejs-kommunikation i sit cirkus, glemte i lige mediernes envejs-kommunikation i sit cirkus? Hvar politikere-akademikere-og-journalister est in profundis. For ser I: Jeres langsommelighed og småtbegavede opfattelser af samfund er årsagen til sygdommene, årsagen til dårligt håndværk, retspampere og latterlige tåber i hele industrien, bankverden og stats-administrationen, for ikke at nævne de muterede mennesker, forkvaklede, vrede og ulykkelige unge, der vokser op og bliver revet med af strømmen på baggrund af en så lempfældig omgang med et af oplysningens gamle medie-redskaber. Glemte jeg krigens soldater og tabene, glemte jeg socialistsvinene og socialkammeraterne, glemte jeg den mislykkede integration, glemte jeg simultantolknings-udstyret i EU - glemte jeg nogen og noget meget vigtigt?

  

Når I er færdig med at tørre røv i skriftens medie på Jyllandsposten, Berlingske tidende, Information og så videre – så kunne vi sammen begynde at oplyse og helbrede det danske lands befolkning. Luk bladene ned i et og samme blad: DANMARK. Og lad forsiden være en oversigt over de forstandige overskrifter med videre link til nettet, hvor hele pibetøjet så kan stå med tilsvarende forside og ikke spor andet. Bortset fra muligheden for at kommentere. – Og hvem skal stå øverst, altså udkomme i bladet, på papir. Ja, det går naturligvis på rundtur. Tager vi kirken, hvor vi jo iøvrigt skal have afskaffet domkirken, biskoppernes loppetjans, så skiftes de jo bare til at lade deres forkyndere tale. Og under overskriften, folketing, lader man naturligvis det repræsentative råde, jeg mener det er jo ikke ledere, vi har brug for, men udledelse, så hørt kan blive og dernæst videre indlevelse omkring vor mindelighed i sin almindelige forvandling. Ellers, ja i det hele taget, er der jo ingen begræsning, nu hvor vi kan opnå uendelig spalteplads på nettet, hvor avisen fortsætter. Værså artig at arbejde i lysets tjeneste og adlyde de konkrete foreslag til forbedringer af vort oplysende vilkår omkring medieringen af ordets bud i skrift. Eller med andre ord for tonen i dette forslag: TJEN VIKONGEN (vort menneskelige hjerte) ELLER DØ!

Nok engang næstekærlig hilsen Den Oplysningtro Danske Jens, med TAK for ordet.